“Før terapiforløbet oplevede jeg at løbe ind i de samme problematikker i mine forhold. Det frustrerede mig. Jeg havde brug for at blive klogere på, hvorfor det skete, og hvad jeg kunne gøre anderledes. Jeg havde rigtig svært ved at snakke om mine følelser, ja overhovedet at mærke dem.
Efter terapiforløbet forstår jeg mig selv meget bedre, jeg forstår mine (negative) reaktioner, tanker og følelser i bestemte situationer og kan bedre hjælpe mig selv ud af dem. Jeg forstår også hvorfor/hvordan de bestemte følelser opstår.
Før terapiforløbet oplevede jeg ofte angst og jeg evnede ikke at håndtere det, når det skete. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Efter terapiforløbet kan jeg nu hjælpe mig selv godt igennem angsten, og jeg mærker den væsentligt mindre end før.
Det allermest fantastiske ved terapiforløbet har været, at jeg har evnet at skabe en kæmpe forandring i mit eget liv. Jeg har lært at hjælpe mig selv, hvad enten det gælder at opleve angst, opleve hårknuder i mit parforhold eller usikkerhed på mit arbejde.
Jeg føler først nu, at jeg ved hvem jeg er, hvad jeg godt kan lide at lave og hvordan jeg egentlig er.
Jeg har lært at sætte ord på mine følelser – og i første omgang mærke hvilke følelser jeg har. Jeg har lært at dele dem med familie, kæreste og veninder, og lært hvor fantastisk og styrkende det er for relationer at være sårbar.
Den største aha-oplevelse ved terapiforløbet har været, hvordan min barndom påvirker min måde at være på, identitetsfølelse, min måde at agere i et parforhold og i venskaber.
Jeg er blevet bedre til at håndtere, når jeg oplever angst. Nu kan jeg hjælpe mig selv og tale mig til ro, når jeg bliver angst. Og jeg oplever ikke angst på samme (fysiske) måde som inden mit terapiforløb.
Jeg har også fået nye hobbyer – yoga og meditation.
Min relation til mine forældre er blevet styrket og mere tryg. Jeg har fortalt dem (efter jeg selv erfarede det i terapien), hvordan min barndom har påvirket mig.
Jeg havde ikke rigtigt nogle indvendinger, før jeg bookede tid – jeg kunne mærke at jeg var klar til at udvikle mig og blive klogere på mig selv
Inden jeg bookede tid, var jeg mest bekymret for, hvordan du var, og om vi ville have en god kemi. Om jeg ville have lyst til at være sårbar over for dig, fordi jeg generelt havde svært ved det over for andre mennesker. Men jeg mærkede hurtigt at det var trygt at åbne op over for dig.
Jeg vil anbefale terapiforløbet til Alle! Jeg tror at alle har noget i deres barndom, som påvirker/spænder ben for dem i deres voksne liv – meget mere end de aner.
Terapiforløbet har været fuldstændig uvurderligt for mig – jeg har fået så meget ud af det på så mange forskellige niveauer – følelsesmæssig forståelse, ny identitetsforståelse/-følelse, nye hobbyer/interesser, styrkede relationer.”
Kvinde, 30 år, projektleder