Rigtig mange af mine klienter oplever problemer med kærlighed og parforhold. Nogle har svært ved at finde en partner. Andre har mange partnere, men svært ved at forpligte sig til én. En del bliver afhængige af den bekræftelse, det giver hele tiden at forføre en ny. Og andre igen er i et parforhold med mange konflikter. Og nogle er i et parforhold med “fred og ro”, men med meget lidt intimitet og samhørighed.
Mange af os oplever, at parforhold på samme tid er den største kilde til glæde i vores liv og den største kilde til stress og sorg, når det ikke går godt med kærligheden.
Det handler alt sammen om tilknytning – vi har alle brug for tilknytningsrelationer. Som børn er vi fuldstændig afhængige af vores tilknytningspersoner, der som børn oftest er vores forældre.
Vi er sociale væsener og som voksne er vi også på mange måder afhængige af vores tilknytningspersoner. I voksenlivet er vores tilknytningsperson, i vores moderne samfund, primært vores kærlighedspartner.
Forskning har vist, at mennesker, der lever uden en tæt relation til en kærlighedspartner trives dårligere, er mere fysisk syge og lever kortere, end mennesker, der lever i lykkelige parforhold. (Sue Johnson: “Hold mig – en vejviser til varig kærlighed”, Forlaget Mindspace 2015))
Mennesker som derimod lever i trygge parforhold er mere modstandsdygtige overfor stress, depression og klarer sig bedre helbredsmæssigt, end dem som lever i utrygge forhold eller alene. (Sue Johnson: “Hold mig – en vejviser til varig kærlighed”, Forlaget Mindspace 2015))
Derfor er der god grund til at arbejde på sin evne til at indgå i trygge tilknytningsrelationer – også selvom man er en del af de ca. 50 % af befolkningen, der er vokset op med et utrygt tilknytningsmønster.
Hvem vokser op med en TRYG tilknytningsstil?
Ca. 50 % af alle mennesker vokser op i familier, hvor forholdene til deres forældre er trygge og udvikler som følge af dette et trygt tilknytningsmønster. Et trygt tilknytningsmønster kræver en såkaldt sikker base, dvs. at barnet har en oplevelse af og en erfaring med at omsorgspersonen er tilgængelig både fysisk og følelsesmæssigt, når barnets tilknytningsadfærd er aktiveret, dvs. når barnet har brug for den voksne.
For at barnet kan udvikle et trygt tilknytningsmønster til sin omsorgsperson kræves det, at omsorgspersonen er lydhør og sensibel overfor barnets signaler, er i stand til i tilstrækkelig præcis grad at kunne aflæse disse og imødekomme dem adækvat – dvs. hverken overstimulere eller understimulere.
Udviklingen af et trygt tilknytningsmønster danner grundlag for den senere udvikling af selvværd, selvtillid og selvstændighed, som betyder, at barnet senere i livet er i stand til at være alene uden at føle sig ensom og kan berolige sig selv.
Denne gruppe af børn vokser op og danner en tryg tilknytningsstil som voksne. Voksne, der har en tryg tilknytningsstil er i kærlighedsrelationer komfortable med nærhed, kan tilknytte sig uden at miste sig selv, er tillidsfulde, i stand til at modtage og give støtte og er modstandsdygtige under stress.
De tre typer af utryg tilknytning
Den øvrige halvdel af os er vokset op i familier, hvor forholdene på en eller anden måde ikke har været optimale for at vi kunne udvikle en tryg tilknytningsstil. Vi har, som følge af dette, udviklet en form for utryg tilknytningsstil, som besværliggør vores parforhold og andre relationer på forskellige måder som voksne.
Psykologer har identificeret tre forskellige former for utryg tilknytningsstil:
Utryg undvigende tilknytningsstil
- Utryg ambivalent tilknytningsstil
- Desorganiseret tilknytningsstil
Hvis du vil vide mere om, hvad der karakteriserer de tre utrygge tilknytningsmønstre, om hvordan de opstår, hvilke problemer, de giver i parforhold. Og ikke mindst om, hvordan du udvikler en mere tryg tilknytningsstil, som voksen – og dermed et mere harmonisk parforhold – så følg med her på bloggen og tilmeld dig mit nyhedsbrev.