Spring til indhold

Parforhold – den utrygt ambivalente tilknytningsstil

    I sidste blogindlæg skrev jeg om det første af de tre utrygge tilknytningsmønstre. Nemlig den utrygt undvigende tilknytningsstil. Dette blogindlæg skal handle om en meget modsat utryg tilknytningsstrategi – nemlig den utrygt ambivalente tilknytningsstil.

    Hvordan opstår det utrygt ambivalente tilknytningsmønster?

    Det utrygt ambivalente tilknytningsmønster opstår, når forælderen er ustabilt tilgængelig for barnet. Dvs. når forælderen sommetider er tilgængelig, lydhør og sensitiv overfor at møde barnets behov – og andre gange IKKE er tilgængelig.

    Denne tilknytningsstil kan fx opstå ved fysiske adskillelser i forbindelse med indlæggelser eller anbringelser. Desuden kan mønsteret opstå, når forælderens omsorg i for høj grad ydes på forælderens egne betingelser og ud fra forælderens egne behov – og dermed er af svingende kvalitet. Tilknytningsmønsteret forbindes ligeledes med overinvolvering fra tilknytningspersonen eller rolleombytning, hvor barnet har draget omsorg for forælderen.

    Et barn, der har udviklet et utrygt ambivalent tilknytningsmønster vil have et tilknytningssystem, som er kronisk aktiveret. Barnet vil dermed have en lav tærskel for faresignaler.

    Barnets strategi er at holde sig tæt til forælderen og at maksimere udtrykkene for sine behov, således at der er størst mulig chance for at få omsorg, nærhed og beskyttelse.

    Den lave tærskel for faresignaler begrænser barnets mulighed for udforskning af verden og barnet vil således fremstå uselvstændigt, klæbende og have nemt til vrede og frustration.

    Det utrygt ambivalente mønster hos den voksne i romantiske relationer

    Denne kærlighedspartner vil have et stort behov for nærhed og andres selskab – og en lav grad af selvstændighed. Der er tilsyneladende en overvægt af kvinder, der har dette mønster – selvom der selvfølgelig også findes mænd med denne tilknytningsstil.

    Kæresten med dette tilknytningsmønster oplever frygt for adskillelse, afhængighed og ambivalens i parforhold. Dette kan komme til udtryk i vrede eller jalousi – og i en tendens til at overdrive sine egne følelser og behov. Den utrygt ambivalente kærlighedspartner har tendens til at idealisere sin partner for at undgå konflikt og adskillelse. Hun er overoptaget af andres reaktioner og har en tendens til at gå over sine egne grænser for at bibeholde tilknytning – og dermed undgå at blive forladt.

    Et typisk scenarie for den utrygt ambivalente kærlighedspartner

    Hvis du er en kærlighedspartner med en utryg ambivalent tilknytningsstil, så har du måske haft mange meget korte forhold, hvor du har haft svært ved “bare” at lade forholdet “udvikle sig naturligt”. Du har måske været meget utålmodig efter at få et “commitment” fra din potentielle partner. Måske har du oplevet, at du ofte er kommet til “at skræmme” potentielle partnere væk, fordi du var for ivrig og kom til at presse for meget på..

    Det kan også være, at du har været i lange forhold med nogen, som du egentlig ikke elskede – simpelhen af frygt for at være alene. Eller måske er du blevet i forhold meget længere, end du egentlig skulle, fordi du var bange for at være alene.

    Det kan også være, at du har været sammen med partnere, som har overskredet dine grænser og at du har undladt at sætte dine grænser og vise, hvem du er, af frygt for at blive forladt.

    Hvis du har dette tilknytningsmønster har du måske ofte oplevet, at dine kærester har kaldt dig en “hystade”, en “drama queen” eller noget lignende, fordi du har reageret voldsomt med mange følelser, når du har følt dig utryg i forholdet. Måske har du været jaloux.

    For kærlighedspartnere med denne tilknytningsstil er det i hvert fald sikkert, at temaet forladthed og frygt for at være alene og blive forladt fylder meget og er meget styrende – og FORstyrrende og i parforhold.

    Kan du genkende dig selv eller din partner i det utrygt ambivalente tilknytningsmønster? Har du sprøgsmål eller kommentarer vedrørende dette, så tøv ikke med at kontakte mig. Du er også altid meget velkommen til at ringe eller maile til mig og få en gratis og uforpligtende afklarende telefonsession, hvis du overvejer, om jeg kan være den rette til at hjælpe dig/jer med parforholdsproblemer eller andre ting. Kontakt mig her!

    Og hvis du gerne vil vide mere om, hvad der karakteriserer den sidste utrygge tilknytningsstil, om hvordan den opstår, hvilke problemer, den giver i parforhold – og ikke mindst om, hvordan du udvikler en mere tryg tilknytningsstil, som voksen – og dermed et mere harmonisk parforhold – så tilmeld dig mit nyhedsbrev.