“Efter min skilsmisse efter 15 års samliv med min ekskone, og specielt i forbindelse med min flytning fra vores fælles hus, ramte jeg bunden. Min stress var genaktiveret og i fuld flor og jeg var i en følelsesmæssig og eksistentiel krise, hvor jeg havde akut brug for hjælp.
Jeg frygtede, at min stress og de voldsomme følelser jeg havde omkring og efter skilsmissen, ville trække ud, og hæmme mig, energimæssigt, følelsesmæssigt og arbejdsmæssigt. Hvis det gjorde det, ville det ramme mig dobbelt – både personligt/følelsesmæssigt, men også risikere at smadre mit professionelle liv og mine ambitioner om at excellere indenfor mit felt. Det kunne jeg ikke tillade, og det blev jeg nødt til at agere på, og af al magt prøve at kravle op af hullet igen.
I en Facebook-gruppe fik jeg et forslag om at kigge nærmere på og læse lidt op på tilknytningsmønstre, og det er der jeg stødte på Anjas hjemmeside og tekster om utryg tilknytning, i dens forskellige former. Jeg kunne genkende rigtig meget af mig selv og mit fhv forhold i Anjas beskrivelser af de mønstre, der aktiveres i et parforhold. Jeg var fast besluttet på, at mit næste forhold ikke skulle være eet, hvor jeg gentager de samme fejltagelser, og jeg var nysgerrig på at vide mere.
Jeg kontaktede Anja via email og tlf og vi fik aftalt et første møde allerede kort tid efter. Herefter har vi haft ialt 5 samtaler, fordelt på 3 måneder.
Når jeg kigger tilbage på forløbet nu, herfra hvor jeg står idag, virker skilsmissen utrolig langt væk, mit liv er fyldt med indhold, hullet i maven er stort set forsvundet (eller jeg mærker ihvertfald ikke ret meget til det til daglig), og jeg er ikke kronisk vred længere, men har tværtimod et fint samarbejde og forhold til min ekskone. Vi sidder ikke lårene af hinanden og skal heller ikke – er faktisk nået dertil hvor vi godt kan have det hyggeligt sammen, uden at der er en følelsesmæssig “regning” efterfølgende.
Omkring skilsmissen oplevede jeg virkelig voldsomme følelsesmæssige ture, hvor jeg især følte en meget stærk vrede. Anja tilbød et perspektiv på alt hvad der var sket, som bekræftede mig i, at de reaktioner jeg oplevede, var helt normale, fordi en skilsmisse er så voldsom en livskrise som den er. I forløbet fik jeg undersøgt, hvad det var der var sket i mit forhold, og hvordan det havde bragt mig til den situation jeg var i nu, og hvordan jeg skulle arbejde videre frem. Når man sidder til samtalen med Anja kan man godt føle, at det mest er een selv der taler og reflekterer, imens terapeuten mest sidder og lytter.
Men det som er så godt er hvis terapeuten der lytter, er i stand til at lytte og se een, i lyset af hans eller hendes erfaring, og stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt, som faciliterer ens egen proces, og sætter streg under eller sætter ekstra gang i dele af de reflektioner man selv gør sig. Og det er Anja i stand til. Hun besidder en ro og en erfaring og en evne til at rammesætte samtalen, så den på bedste vis faciliterer, og viser det sig, sætter ekstra skub i den proces, man selv i forvejen er igang med, og som måske ville have taget meget længere tid at arbejde sig igennem på egen hånd. Jeg har følt at jeg har været i trygge rammer, følt mig set og forstået og lyttet til, og Anja har givet mig de små peg og skub, der skulle til, for at jeg kom i den rigtige retning, og også lidt hurtigere, end jeg ellers ville. Og på den måde, har hun til fulde levet op til mine forventninger.
Mand, 47 år, Historiker