Spring til indhold

SKAM: Hvordan opstår følelsen af skam?

    Mange voksne, der er vokset op i familier med en eller anden form for dysfunktion. Det kan være alkoholmisbrug eller andre alvorlige eller “mindre alvorlige” problemer (fx. arbejdsnarkomani) hos en af forældrene. Oplever at føle sig forkerte, isolerede og anderledes.

    Den vigtigste kilde til denne følelse af forkerthed og anderledeshed – skam – er uden sammenligning opvækstmiljøet i en persons opvækstfamilie.

    I opvækstfamilien kan barnet udvikle skam som følge af beskeder om at være mangelfuld eller forkert. Disse beskeder kan være i form af følgende:

    • ”Du er ikke god.”
    • ”Du er ikke god nok.”
    • ”Du hører ikke til”
    • ”Du er ikke elskelig.”
    • ”Du burde ikke eksistere.”

    Og disse beskeder kan gives enten direkte verbalt. Eller de kan udtrykkes på andre mere indirekte og subtile måder.

    Afvisninger og det ikke at blive set og mødt

    Skam_fingre der peger

    I opvækstfamilien kan afvisninger fra forældrenes side ligeledes være en kilde til at barnet udvikler skam. Sådanne afvisninger kan barnet opleve, når forældre bryder løfter med barnet. Eller når barnet forlades af en forælder. Og når en forælder (af forskellige årsager) virker uinteresseret i barnet. Eller ikke har tid til at være sammen med barnet. Eller når en forælder, af den ene eller anden grund, bare ikke har overskud til at være nærværende over for barnet.

    Hemmeligheder i familien som kilde til skam

    En yderligere vigtig kilde til skam hos et barn i opvæksten er at holde hemmeligheder i familien. Herved isoleres familien følelsesmæssigt. Og i mange tilfælde også fysisk fra andre mennesker. Hemmeligheder i familien medfører meget let, at barnet får en oplevelse af, at der er noget galt med familien. Og dermed med barnet selv. Siden der er ting, der ikke må fortælles til andre.

    Barnet tager ansvaret for at blive ”forkert behandlet”

    Hvis barnet ikke får hjælp af en voksen til at håndtere oplevelser af ikke at blive set og mødt. Eller af at blive ”udskammet”. Så vil barnet automatisk tage ansvaret for forælderens adfærd. Og barnet vil dermed føle, at det er barnet selv, der er noget galt med. Og altså ikke forælderen. Dette skyldes den naturlige tendens hos det lille barn til idealisering og beskyttelse af sine forældre.

    Fysisk og seksuelt misbrug – Jeg ER forkert, værdiløs og ond!

    At blive udsat for fysisk og seksuelt misbrug i opvækstfamilien eller i opvæksten i det hele taget er naturligvis ligeledes væsentlige kilder til stærke skamfølelser hos et barn. Barnet vil, uden hjælp til at bearbejde disse oplevelser, konkludere, at ”når jeg bliver behandlet forkert, respektløst og ondskabsfuldt er det fordi, at jeg ER forkert, værdiløs og ond”.

    Skam har store omkostninger i form af tabt livskvalitet (også) i voksenlivet

    Hvis ikke barnet i barndommen får hjælp til at bearbejde sine oplevelser og får sat sine oplevelser ”på plads”. Så vil barnet tage denne grundlæggende følelse af forkerthed, anderledeshed og isolation med sig ind i voksenlivet. Og dette vil medføre store omkostninger i form af tabt livskvalitet.
    Hvis skam fylder meget i et menneskes liv medfører det en stor smerte. Det er i sagens natur meget smertefuldt at gå rundt med en stor og insisterende følelse af at være grundlæggende defekt som menneske. Skam er ofte ledsaget af angst og depression – og af forskellige andre former for livsbegrænsende og selvdestruktiv adfærd.

    Hvis du vil vide mere, om hvordan skam kommer til udtryk, de typiske forsvar mod skam og ikke mindst om, hvordan du kommer af med den grundlæggende forkerthedsfølelse igen, så følg med her på bloggen og tilmeld dig mit nyhedsbrev.

    Du er også velkommen til at ringe eller skrive til mig og bestille tid til en gratis og uforpligtende afklarende telefonsession. Klik og bestil hér.

    1 tanke om “SKAM: Hvordan opstår følelsen af skam?”

    1. Hej Anja, Tillykke med din nye blog. Det er interessant læsning, som jeg godt kan nikke genkendende til. Jeg tror, at dysfunktionen i min familie går langt tilbage, mindst til min mor, der som otte-årig mistede den mand hun kaldte far (til skilsmisse) og straks fik at vide, at hun ikke havde nogen grund til at være ked af det, fordi han alligevel ikke var hendes rigtige far. Hun fik derefter et navn på sin rigtige far kastet ud i luften og efter det blev sagen fuldstændig fortiet. Dette har bevirket, at det har fyldt utroligt meget for min mor – hele hendes liv. For os børn i familien drejede alt sig om min mor og at sørge for, at hun var glad, hvilket var en umulig opgave …..

    Der er lukket for kommentarer.