Hej Anja.

sagen er den, at jeg læste din tekst om det at være kæreste med en mand, som er utrygt undvigende og din tekst rammer lige i plet omkring min kæreste.

Jeg er en kvinde på 52 år. Og jeg er kæreste med en dejlig mand på 63 år. (ja, mon man nogensinde lærer det med kærligheden ???? ?) Jeg har kendt min kæreste i 8 år. – Min kæreste bor ca. 7 timers transport væk fra mig og det tror jeg rent faktisk passer ham rigtig godt. – For selvom han er en meget dejlig mand, er han også meget utrygt undvigende.

Når han besøger mig ca. hver 2 måned i en forlænget weekend fra torsdag aften til mandag morgen, så har vi det helt fantastisk dejligt sammen. Vi er gode til at være sammen. Vi har mange gode samtaler, hvilket er et af mine kærligheds sprog, fordi jeg igennem samtalen føler et stort nærvær med ham. – Vi er gode til at opleve sammen, både med ture i naturen, men også kulturelle oplevelser. Har bare den her helt fantastiske følelse af eksistens sammen med ham, hvor vi har tid til at være sammen.Han har sans for æstetiske detaljer, hvilket jeg nyder, at kunne dele med en mand. Vi hører musik sammen. Går på gallerier og museer sammen. – Og vi bruger tid til at lave god mad sammen, hygge over et glas rødvin og levende lys. Og seksuelt synes jeg stadig efter 8 år, at han er så attraktiv, at jeg ikke kan forestille mig nogen anden mand, mere tiltrækkende end ham. – Men, men, men træerne vokser så ikke ind i himlen, for han er meget utryg undvigende. Jeg er f.eks. stadig efter 8 år den hemmelige kæreste og har ikke mødt hverken venner eller familie. – Jeg har besøgt ham to gange, hvor jeg første gang valgte at holde min sommerferie i hans egn af landet, hvor jeg indlogerede mig på et hotel. – De første par dage var han bortrejst, hvor jeg var feriegæst på egnen på egen hånd. Da han kom hjem, havde vi nogle dejlige dage sammen, hvor jeg også besøgte ham, og det endte da også med, at jeg sov hos ham den sidste nat. Jeg sagde til ham bagefter, at jeg jo ikke havde været sikker på, at han ville tage imod mig, hvortil han svarede mig, at havde han ikke gjort det, var forholdet slut. Og det måtte jeg medgive ham. – Han er ikke vild med, at jeg besøger ham. Det gør ham stresset, for naboer og venner i byen kunne jo se mig sammen med ham. – Ligesom at jeg ikke må ringe til ham, når han f.eks. besøger sin søn eller anden familie. Så nøjes vi med smsér. – Umiddelbart lyder det næsten som om, at jeg har elskerinde status, men jeg ved, at han ikke lever sammen med en anden kvinde. – Nej, han er blot utryg undvigende og som du selv skriver det, så har han beskedent behov for andres selskab, ligesom at han passer på sin selvstændighed og sin selvtilstrækkelighed. – Dette gælder også hans forhold til f.eks. venner.

Nu er det ikke sådan, at jeg har behov for at vi flytter sammen og er sammen hele tiden. Faktisk har jeg besluttet, at jeg aldrig vil bo sammen med en mand mere, fordi jeg er for god til at please ham og opgive mig selv for forholdet. Jeg er glad for efter et langt ægteskab, at være kvinde i mit eget hjem, hvor jeg selv kan bestemme. Men jeg savner, at vi kan være sammen i længere tid af gangen. At vi som en selvfølge ville bruge mine ferier sammen, herunder de 3 ugers sammenhængende sommerferie, jeg har. Jeg har indtil nu kæmpet mig op på godt 10 dage sammen med ham. Ligesom at jeg synes at efterårsferien, juleferien samt ikke mindst nytår og påsken, burde vi kunne tilbringe sammen. Jeg har endnu ikke holdt nytår sammen med ham og det føles tomt, hvert nytår kl. 24, at vide at han står i den anden ende af landet på samme tid, men uden mig. – Jeg har ikke brug for at holde jul sammen med ham, for jeg har respekt for at vi jo begge har hver vores familie i julen at forholde os til. Han har sin søn og svigerdatter. Jeg har min søn, min mor og min søster og svoger. – Så selvom jeg nok er har et ambivalent tilknytnings mønster, hvor jeg er tilbøjelig til at være overoptaget af andres reaktioner og gå over mine egne grænser, for at være i forholdet, så er jeg også klar over at dette ikke er godt for mig. -?jeg føler mig holdt uden for døren.

Som udgangspunkt er han god at snakke med. Og når jeg har problemer er han meget omsorgsfuld og lyttende. Er god til at komme med konstruktive forslag. Blot ikke når det gælder de problemer, jeg har i vores forhold. Det kan vi ikke tale om. – De gange jeg har forsøgt at snakke med ham om, at jeg gerne vil ham noget mere, forfalder han enten til, at kritisere mig, som årsag til at han stadig er usikker på mig. – Eller han siger: “På den lange bane. På et tidspunkt” – Men jeg synes ærlig talt at efter 8 år, så har den bane været lang nok. – Begge adfærdsformer, er for mig at se en del af hans usikker undvigende adfærd.

Han har haft kærester før mig, og ud fra det han har fortalt, så har nogle af kvinderne ønsket mere af ham, end han har kunnet give. – Jeg troede i starten, at jeg ville være en undtagelse. At jeg ville kunne omvende ham. ? Hvor naiv kan man være. – Men jeg kan se, at det er det samme han gør i forhold til mig.

Vi har kigget på flere boliger, hvor han overvejede at flytte til, som ligger tættere på min bolig, men jeg tror ikke, at det bliver til noget. Ville dog ønske sådan et cola forhold (couple living apart), hvor man kunne dele f.eks. weekender sammen langt oftere end vi har mulighed for nu. – Men det er som om, at han ønsker at holde alle døre åbne, inklusiv døren til mine drømme om en fremtid sammen. – Nu kan jeg så godt leve med, at han bor de 7 timers transport fra mig, men jeg har svært ved, at leve med, at vi ikke bruger f.eks. alle mine ferier sammen. (han er på efterløn). At han ikke bliver i længere tid hos mig, selvom jeg er på arbejde. At jeg er den hemmelige kæreste og ikke har mødt hverken venner eller familie, omend vi jo skal primært skal bruge tiden sammen. – Jeg er begyndt at præsentere ham for venner og familie, fordi jeg ikke gider, at have en hemmelig kæreste.

Endelig sætter han firkantede regler op for ham selv, mig og vores forhold. Og det har jeg så accepteret langt hen af vejen, fordi jeg kunne lære noget af det. Fordi jeg gerne ville ham. F.eks. går jeg ikke ud og danser, selvom jeg holder meget af at danse, fordi han ikke bryder sig om det.

Det er hele tiden mig, som vil mere. Og ham som vil mindre. Og jeg er blevet træt af at kæmpe. Synes jo at det gør ondt, at han vil mig noget mere. At han ikke vil vise den kvinde, han holder af, frem for venner og familie. Men det vil han ikke og det er jo så fordig at han er utryg undvigende.

Jeg må indrømme, at jeg er ved at køre træt, og jeg er ikke sikker på, at jeg holder længere end til sommerferien. – Synes det går ud over min følelse af intigritet, sådan at føle mig afvist. Synes ikke, at jeg er særlig krævende.

Min erfaring siger mig så, at de gange, hvor jeg har slået i bordet, som f.eks. da jeg tog på ferie i hans by, så ved han at det er alvor, så bøjer han af i forhold til alle hans forsøg på at undvige mig. – når jeg ligesom sætter ham stolen for døren. – Jeg er ikke i tvivl om, at han holder af mig. Men han beskytter sit liv så langt længere, end jeg er indstillet på, at leve med.

Da jeg jo er ambivalent, så veksler jeg meget mellem, at nu er det nok. Nu vil jeg ikke mere. Og så det faktum, at jeg jo synes, han er en meget dejlig mand, som jeg så gerne ville. – Hvad stiller jeg op med ham? – Hvordan takler jeg situationen?

Hilsen “Raija”

 

Mit svar:

Kære “Raija”

først tusind tak for dit spørgsmål til min brevkasse og for din tillid. Dit brev berører mig meget og jeg har meget på hjerte <3.

Jeg kan forstå på dit brev, at du oplever, at du og din kæreste nyder tiden sammen, når I ses.. I deler en fælles interesse for musik, kunst og kultur og har dejlige samtaler. Ligesom du også fysisk føler dig meget tiltrukket at din kæreste.
Du skriver også, at I desværre kun ses hver 2. måned i en forlænget weekend. Dette sammen med den omstændighed, at din kæreste stadig “holder dig hemmelig” for familie og venner, efter 8 års forhold, gør at du føler dig afvist i forholdet. Du ønsker, at have et forhold, hvor I bor hver for sig, ses langt oftere og tilbringer ferier og er sammen ved de fleste højtider.

Din kæreste har i løbet af de 8 år, I nu har været sammen, ikke ønsket at imødekomme dit ønske om mere tid sammen, selvom han har muligheden for at være mere hos dig, da han er “efterlønner”. Ligeledes ønsker han ikke, at du besøger ham. Du skriver, at du “indtil nu har kæmpet dig op på godt 10 dage sammen med ham” i sommerferien. Du skriver, at han heller ikke har indvilget i at imødekomme dit ønske om ikke at være “hemmelig” for hans venner og familie.

Jeg får lyst til at spørge dig, hvorfor du skal kæmpe sådan? Har dit liv altid været en kamp, hvor du skulle kæmpe for at få dine behov opfyldt? Det lyder på nogen måder som om, at du HAR overvejet, at livet kunne være på en anden måde..

Som jeg forstår dit brev, er dit kærlighedssprog tid/opmærksomhed. Dvs. at du føler dig mest elsket, når din kæreste er nærværende og I deler oplevelser og samtaler. Hvis vi tager dette i betragtning, tænker jeg, at det ikke er underligt, at du kommer til at føle dig meget afvist af en kæreste, som kun ønsker at se dig en weekend hver 2. måned.

Jeg tænker også, at du har ret i at tænke, at 8 år ER en meget “lang bane”, og at det ikke er særligt sandsynligt, at din kæreste vil ændre sig grundlæggende, når han ikke har ønsket at gøre det de foregående 8 år.Og desværre kan vi jo ikke lave andre om. Det kan kun de selv.

Jeg får indtryk af, at du kæmper og “holder ud”.. Du skriver, at du tænker, at dit eget tilknytningsmønster er det utrygt ambivalente tilknytningsmønster. Og at du dermed kommer til at gå for langt over dine egne grænser for at holde fast i et forhold for enhver pris. Dette giver god mening, da du jo også skriver, at du i tidligere forhold også har tilpasset dig alt for meget og er bange for at komme til at gøre det igen, hvis du på et tidspunkt skulle flytte sammen med en mand.

Jeg tænker, at det er på tide, at du begynder at tage ansvar for at skabe et godt liv for dig. Det lyder ikke som om, at dette forhold, som nu har varet i 8 år, gør dig særligt lykkelig. Hvordan ser et godt liv ud efter DINE ønsker og behov. Du skriver jo egentlig meget klart i dit brev, om dine ønsker til et parforhold.

Jeg synes bestemt ikke, at du virker hverken krævende eller urealistisk i dine forventninger, så jeg ville ønske for dig, at du ville begynde at gå efter dine drømme. Sådan en mand skulle du vel nok kunne finde!

Hvad er alternativet? Jeg tænker, at sandsynligheden for, at du, hvis du bliver i forholdet, kommer til fortsat at sætte dig selv og dine behov på pause de næste 8 år også, er meget stor.

Jeg vil foreslå, at du begynder at gå ud at danse igen, som du tidligere har nydt. Hvorfor skulle du ikke gå ud at danse? – Din kæreste har jo tilsyneladende alligevel hidtil ikke ønsket at underholde dig i weekenderne.. Så tænker jeg, at du indtil videre må tage ansvar for at gøre det selv! Og det kan du jo gøre ved i det hele taget at begynde at dyrke alt det, som du nyder og som gør dig glad – som en god start.

Og så vil jeg foreslå dig at overveje, at livet ikke varer evigt! Så tænk over, hvordan du gerne vil bruge det. Det er dit ansvar at skabe et liv efter dine ønsker og behov.

Når du er bevidst om, hvilket tilknytningsmønster, du har med dig, kan du vælge bevidst at bryde med dette mønster og handle på trods, selvom mønsteret fortæller dig, at du bør blive i forholdet for enhver pris. Hvis det føles for svært at bryde med mønsteret på egen hånd, vil jeg anbefale dig at søge hjælp hos en dygtig psykoterapeut eller psykolog, som har forstand på tilknytning og parforhold.

De bedste ønsker for dig og for resten af dit liv <3.

Kærlige hilsner,
Anja