Hej Anja.
Når jeg læser dit indlæg om “den utrygt ambivalente tilknytningsstil” kan jeg tydeligt se mig selv! Hold da op det var hårdt at genkende dig selv og acceptere at “sådan er jeg”.

Lige nu spænder jeg ben for mig selv i mine relationer med nye potentielle kærester jeg møder. Det er blevet et mønster.
Jeg bliver meget hurtigt forelsket i dem og vil dem hele tiden. Når ikke de vil mig hele tiden får jeg en meget utryg angstfølease som gør, at jeg klæber til dem endnu mere og presser dem. Til sidst skubber jeg dem væk fordi jeg bliver så utryg over, om de vil mig lige så meget som jeg vil dem. Jeg vil meget gerne springe den der “lære dig at kende-fase” over og gå direkte til “commitment”. Hele min verden og alt mit fokus kommer således til at handle om dem og om de vil mig.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, Anja. Har du nogle gode råd til hvad jeg kan gøre?

Kh. en anonym

 

SVAR:

Kære Katrine,

tusind tak for dit spørgsmål til min brevkasse <3. Jeg genkender så meget det, som du beskriver fra den ambivalent utrygge tilknytningsstil, som også er det mønster, jeg selv har med mig fra min opvækst.

Det første skridt i en forandringsproces er altid at blive opmærksom på sit mønster og få en bedre forståelse for, hvorfor man reagerer, som man nu gør. Hvad det er, der driver en. Dette kan jeg høre, at du er i gang med ved at læse om det ambivalent utrygge tilknytningsmønster.
Når man har dette tilknytningsmønster med sig fra opvæksten, er opgaven at arbejde på at blive mere tryg og at øve sig i at rumme de store og mange følelser bedre.

“Det er bare følelser – og de går over igen” – er et mantra, som mange har kunnet bruge. Det lyder lettere sagt, end det er gjort uden tvivl. Men selvom følelserne er så intense, som de er, når man har dette tilknytningsmønster, så er det stadig “bare” følelser – og følelser kommer og går – de skifter ligesom vejret. Og hvis vi kan lade være med at reagere på alle vores følelser, som man har tendens til, når man har dette mønster. Ja, så vil man undgå en masse “drama” og dermed flere ubehagelige følelser, som man skal håndtere.

Mht. at arbejde på at blive mere tryg, så er det at øve sig i at være “sin egen kærlige forælder” et godt redskab. Det betyder også at berolige sig selv, tale til sig selv, når man bliver urolig og angst for at blive forladt, som du også beskriver det. Det er at øve sig i at være “kaptajn på sit eget skib” – at vide, at jeg er der for mig. Uanset hvad der sker!! Så simpelthen at øve sig i at tage sit eget indre barn i hånden og sige: “Det skal nok gå”, “Jeg er her for dig”, “Jeg elsker dig og jeg går igen steder”. Når vi er så bange for at blive forladt, er det jo også ofte fordi vi forlader os selv, eller HAR forladt os selv..

Så altså det første skridt er at opdage sit mønster og vide, at det kommer fra barndommen og at det ikke behøver at være sådan. Og så bevidst begynde at øve sig i at håndtere og rumme følelser bedre, så de ikke kommer til at spænde ben for dine relationer. Og samtidig begynde at være din egen kærlige forælder og være der for dig, trøste og berolige det urolige barn indeni <3.

Og alt det her kan man med fordel arbejde med sammen med en dygtig terapeut, som ved noget om tilknytning.

Du er meget velkommen til at kontakte mig igen, hvis jeg du ønsker min hjælp til at komme videre med det <3. Og ellers vil jeg også varmt anbefale dig at læse bogen: Dan Josefsson & Egil Linge: Kærligheden – Fra første øjekast til et varigt forhold, Borgen 2009. Det er en rigtig god bog med meget praktiske og konkrete redskaber til, hvordan man kan arbejde med sit tilknytningsmønster selv, eller i terapi.

Ønsker dig alt det bedste <3.

Kærlig hilsen,

Anja